Skrevet af Katrine Ida Olsson, koordinator i Dyrenes Alliance Slagelse

Kender du de øjeblikke hvor verden for et øjeblik går i stå? Først kunne jeg ikke tro mine egne øjne og så fyldtes jeg med overstrømmende glæde da jeg så overskriften, om at spækhuggeren Lolita - en overlevende legende, hvis man har fulgt med i historien om spækhuggere i underholdningsbranchen - efter 53 år endelig bliver frigivet. Hun kommer hjem til havet!

Fra spækhuggere til alle dyr: Alle har ret til frihed

Personligt var min første gadeaktivisme for spækhuggere. Deres tragiske historier om kidnapningerne fra deres mødres side ude i havet, til fængsling i triste, monotone og ofte ensomme betonpools, var det aller første der fik mig til at gå på gaden med flyers. Der har været al for få sejre til trods for mange menneskers ihærdige og generøse indsats for spækhuggere i fangeskab, så Lolitas frikendelse fylder mig med en fantastisk glæde og håb for både Lolita og dyreretsbevægelsen.

“En ven svarede på et af disse opslag, at det i grunden ikke var værre for de par hundrede hvaler, end det var for de millioner af grise, der bliver opdrættet i Danmark. Hans kommentar var ment til at få mig til at slappe af. Heldigvis havde det den modsatte effekt”

Før jeg lærte Dyrenes Alliance at kende, inspirerede spækhuggernes livshistorier mig til at lave flyers og uddele dem i Københavns lufthavn. Mit engagement i spækhuggere førte videoer fra Færøerne og grindejagt ind på mit Facebook feed og naturligvis chokerede det mig og resulterede i adskillige harmdirrende opslag. En ven svarede på et af disse opslag, at det i grunden ikke var værre for de par hundrede hvaler, end det var for de millioner af grise, der bliver opdrættet i Danmark. Hans kommentar var ment til at få mig til at slappe af. Heldigvis havde det den modsatte effekt, det åbnede mine øjne for dyr jeg sjældent skænkede en tanke og snart fandt jeg Dyrenes Alliance, hvor jeg for første gang i mit liv mødte andre mennesker, der var lige så optaget af dyrs ret til frihed som jeg selv.

Tegn på fremskridt i dyreretsbevægelsen

Jeg fyldes nu med boblende glæde på Lolitas vegne og over det faktum, at hun var med til at få mig engageret i bevægelsen, og at der sker fremskridt. Små fremskridt, men det er så utrolig vigtigt at vi ser dem, sejrene. Det vil være helt utroligt for Lolita at opleve havet igen. Og højest sandsynligt vil hun også kunne få kontakt med sin familie igen, da de stadig kommer i Pudget Sound. Denne tanke vil jeg lade fylde mig med energi til ny aktivisme.

I forhold til Lolitas frisættelse er der dog en alvorlig risiko for, at hun dør inden de når at få klargjort hende og den nye seapen. Det vil tage 18-24 måneder, og hun er trods alt 57 år gammel (vilde hunspækhuggere bliver oftest 50-80 år, spækhuggere i fangeskab er typisk kun blevet i 20’erne). Det vil være en strategisk katastrofe for frisættelsen af andre spækhuggere, hvis hun dør undervejs, men for Lolitas skyld synes jeg, at det er det rigtige at gøre. Hun fortjener det, om det så kun bliver til en enkelt dag i havet igen.

Nogle vil påpege de mange, mange penge som det vil koste. Pengene ville kunne redde så mange flere dyr med mindre komplicerede behov eller ved at lave reklamekampagner, der kan inspirere folk til ikke at spise dyr. Det er sandt. Men det er også en enkelt millionær, som vil finansiere det meste af Lolittas frisættelse, så det er alligevel ikke penge, som nødvendigvis ellers ville gå til at redde dyr. Kampen for Lolita er et klassisk eksempel på, at det er nemmere at blive ved med at kæmpe og investere rigtig meget i kampen, hvis man kæmper for en enkelt person, en man kender, i modsætning til en masse ansigtsløse personer. Så hvad, eller rettere hvem, end der skal til for at få dig ind i kampen, så brug det. For selvom denne kamp kun frigiver én person, ét dyr, så skaber det en masse debat og åbner mange folks øjne for mishandlingen af andre dyr samtidigt.

Lolitas sejr viser, at intet er umuligt, når bare vi ikke giver op

Måske ændrer Lolitas frisættelse ikke verden, men det ændrer verden fuldstændig for Lolita. Og med den tanke vil jeg hæve mit glas og skåle for Lolitas sejr, som også er en sejr for dyrs rettigheder generelt og for alle de aktivister, der på hver deres måde har kæmpet i årevis for at opnå dette. Tak til gadedemonstranterne, onlineaktivisterne, juristerne, fagpersonerne, forhandlere og donorer, der på hver deres måde har kæmpet for frihed gennem så mange år. Lolitas sejr viser at intet er umuligt når bare vi ikke giver op. Folkestemningen vender, vi er på vej!

Indlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger.