Bliv frivillig på Folkemødet 2025 hos Dyrenes Alliance

Du kan hjælpe med at inspirere politikere og deltagere til at spise plantebaseret på årets største demokratifestival.

Dyrenes Alliance fokuserer igen i år på at tiltrække så mange mennesker og politikere som muligt. Det gør vi gennem plantebaserede smagsprøver (pølser, burgere og grillmad), som vi står og griller ved vores egen bod.
Vi har også grilldyste med politikere og optræde med mediedækning.

Men vi kan ikke gøre det uden din hjælp. Vi har brug for 14 frivillige der vil hjælpe os med at påvirke så mange politikere og festivalsgængere som muligt til at lade dyrene være og spise planter i stedet.

Afrejse: onsdag d. 11. juni (som hovedreglen, men vi har buffer-tider).
Hjemrejse: søndag d. 15. juni 2025 (som hovedreglen, men vi har buffer-tider).

Vi sørger for transport, overnatning, mad og merch til dig, hvis du vil hjælpe os med at tale dyrenes sag.

Hvad får jeg ud af at være frivillig?

Du får betalt transport fra alle steder i Danmark til Allinge med afgang tirsdag d. 10. juni eller onsdag d. 11. juni, og tilbage til København søndag den 15. juni. Mens du er på Bornholm, er der fuld forplejning i de dage du arbejder som frivillig, og mulighed for at overnatte ved at tage eget telt med (eller låne et af vores) og få gratis plads i tætbeliggende campingområde. Der bliver også en velkomst pakke med t-shirts og merch.

Men først og fremmest bliver du en del af et fantastisk hold af frivillige, som vil gøre en indsats for dyrene. Mange møder venner for livet, og finder stor fornøjelse i at gøre en betydelig indsats for dyrene. Der er over 3.000 gratis events på Folkemødet til de 110.000 gæster – alt fra fester, koncerter, debatter, udstillinger og workshops - så du kan altid finde noget, der interesserer dig, når du ikke er på vagt.

Hvor lang tid skal jeg være afsted?

Vi rejser primært sammen i stor flok onsdag formiddag d. 11. juni med bus og færge. Men vi har også enkelte muligheder for at tage derover allerede tirsdag d. 10. juni, hvis du gerne vil hjælpe lidt med at sætte boden op og køre alt derover.

Hjemrejsen er søndag formiddag. Du er i København igen kl. 13.00 om søndagen, så der er tid til at rejse derfra og hjem igen i ordentlig tid.

Hvor mange timer skal jeg engagere mig?

Som udgangspunkt arbejder alle vores frivillige 18 timer under Folkemødet. Det vil normalt sige 3 x 6 timers vagter under Folkemødedagene – torsdag, fredag og lørdag.

Hvor er vi placeret?

Dyrenes Alliance har et 3x6m telt på et lækkert område med havudsigt på A26 - lige overfor Ungdomsskolerne og den Indiske Ambassade og tæt på Dansk Vegetarisk Forening og Plantebranchen. Se teknikkort 1 her og få et overblik over området.

Vi overnatter i Camp Ung Agenda, som er i gåafstand fra Folkemødet.
Camp Ung Agenda er en camp for unge under 30 år, som er placeret centralt i Allinge. Sidste år var det første år, hvor der var én stor fællescamp hvor det tidligere P1 på Pilegade nu er blevet forvandlet til Camp Ung Agenda. Under Folkemødet 2024 var der ca. 4.500 unge der boede i på Camp Ung Agenda.  
Camp Ung Agenda ligger på Pilegade 33-35 i Allinge by.
Læs mere om Camp Ung Agenda her

Hvad kan jeg ellers lave på Folkemødet?

Som tidligere skrevet afholdes der over 3.000 gratis events på Folkemødet til de 110.000 gæster.
Når du har fri vil der være mulighed for at deltage i:

– Fester (DJ-battles, hvor politikere dyster om at få teltet til at lette mest muligt. Absolut et must at overvære)
- Morgen/aftensbadning på stranden ved Folkemødet
- Bingoevents (f.eks. den populære Peach-bingo, som Alternativets Unge plejer at afholde)
- Koncerter (Musikere afgiver mindre koncerter i løbet af Folkemødet rundt omkring på pladsen)
- Debatter (Skarpe debatter findes alle steder, og DUF afholder ungdomspolitisk debat til at starte Folkemødet allerede onsda aften)
- Udstillinger og workshops (Folkemødet har et kunst-område med kritisk kunst, og Ungdomsskolerne, vores naboer, afholder altid mange workshops for unge)..
- Se Bornholm: Selvom vi bruger meget til på selve Folkemødet, hvor der sker absolut mest i disse dage, har du altid mulighed for at hoppe på en bus for at se Hammershus, Opelsøen, Paradisbakkerne eller opsøge Krøllebølle for at høre, om han ikke skulle servere vegansk is i stedet - bare du er tilbage inden dine vagter starter.

Hvad skal jeg pakke?

Hvis man er førstegangsdeltager på Folkemødet, kan det være rart at få tips og tricks fra de garvede deltagere. Så her kommer den gode huskeliste med hacks til den unge på Camp Ung Agenda: 

  • Vandflaske (hold dig hydreret!) 

  • Lag på lag tøj (så du kan holde varmen, også på de sene aften/nattetimer) 

  • Solcreme (det er jo solskinsøen) 

  • Regnslag (vejret lever desværre ikke altid op til navnet ‘solskinsøen’) 

  • Gode sko (du kommer til at gå (og danse) mere end du tror)  

  • Ørepropper (hvis nu personen i naboteltet snorker) 

  • Sovemaske (så du kan sikre dig din skønhedssøvn)

Hvordan ansøger jeg?

Udfyld dette skema, og vi vender tilbage hurtigst muligt.

Ved spørgsmål stil dem endelig gerne på vores Facebook- og Instagramside eller kontakt arrangør og digital koordinator Lars Corvinius Olesen på lars@dyrenesalliance.dk eller 30704899