Hummer
fra havets kolde dyb til den kogende gryde
Bag deres skal gemmer der sig et sansende individ, som helst bor alene. Alligevel stuver vi dem sammen i små tanke, trækker deres lemmer af dem og koger dem levende. Læs, hvordan vi her hos Dyrenes Alliance siger nej til at koge følende dyr.
Ligesom så mange andre havdyr bliver hummeren groft misforstået af os mennesker. Vi overser dens evne til at føle, dens komplekse adfærd og dens behov for et fredeligt liv i havets dyb. I stedet reduceres hummeren til en "delikatesse", og det har alvorlige konsekvenser for dyrene.
Er det etisk at spise hummer?
Vi ser hummeren som en luksusspise. Bare et stykke pyntet havdyr på en tallerken. Men hummeren er langt mere end det – den er et følende væsen, med evne til at huske, lære og føle smerte. Hver enkelt hummer er et individ ligesom alle andre dyr i havet.
Den lever alene i havets mørke klipper og revner – den er solitær og territoriel. Det er sådan, hummeren forstår og indgår i sit naturlige miljø. Den har et kompleks nervesystem og smertereceptorer, der gør den i stand til at føle smerte.
Og alligevel bliver tusindvis af hummere hvert år fanget, transporteret og kogt levende. En død, som er én af de mest smertefulde måder at dø på. Det er ikke en naturlig del af havets cyklus – det er menneskeskabt lidelse.
Forestil dig at blive trukket op af vandet, lagt på is, få dine kløer bundet sammen, og efter flere dages stress og panik blive kastet i kogende vand. Det er desværre en realitet for rigtig mange hummere som det ser ud i dag. Det må vi ændre på.
🧠 Vidste du?
Hummeren er Danmarks største tibenede krebsdyr.
Hummere føler smerte og forsøger aktivt at undgå ubehag.
De har komplekse nervesystemer og lærer af tidligere erfaringer.
I naturen lever de alene og trives ikke i trange, fælles tanke.
Stressende forhold inden de aflives
Hummere har, ligesom andre krebsdyr og fisk, et avanceret nervesystem og smertereceptorer, som gør dem i stand til at føle smerte og ubehag. De kan huske smertefulde oplevelser og forsøger aktivt at undgå dem. Alligevel udsættes de hvert år for metoder, som de færreste ville kunne forsvare, hvis det gjaldt et dyr, vi havde et nært forhold til.
Også før de dræbes møder de voldsomme lidelser. Hummere er solitære og territoriale dyr, men i fiskerbådenes bassiner stuves de sammen med mange andre, kløerne spændt fast med elastikker, uden mulighed for at forsvare sig selv og dermed udleve deres naturlige adfærd. Det beskidte, sygdomsbefængte vand og transport over flere dage skaber enorme mængder stress.
Du har muligvis set restauranter med store akvarier fyldt med hummere med fastlåste kløer. Her kan man vælge, hvilket individ, som skal koges levende og serveres som den næste ret. Det er en uetisk praksis, og vi må antage, at det er voldsomt stressende miljøer for hummerne.
Vi bør derfor spørge os selv: Ville vi acceptere, at man trak benene af en hund, kogte en kat levende eller satte dem til skue i beskidte, tomme bure, inden vi spiste dem? Hvis ikke – hvorfor så acceptere det, når det gælder en hummer?
Du kan se frem til det nye afsnit af Signe Molde På Udebane, som udkommer den 10. maj på DRTV, hvor hun besøger os her i Dyrenes Alliance.
I afsnittet sætter vi fokus på den barske behandling af fisk og skaldyr, og hvordan vi sammen kan forbedre deres forhold gennem udbredelsen af plantebaseret, vegansk kost.
Hvad er det bedste du kan gøre for hummerne?
Studier viser som sagt, at hummere kan opleve smerte, hvilket understreger vigtigheden af at minimere lidelsen hos dem. I forhold til aflivning viser forskning, at visse metoder til bedøvelse og aflivning af hummere, kan reducere tegn på smerte og stress. Man har set, at dyr uden bedøvelse reagerer med kraftige bevægelser som tegn på stressadfærd og et ønske om at flygte, mens bedøvede dyr viser markant færre reaktioner. På baggrund af denne viden er der udviklet teknologier til “human aflivning,” såsom CrustaStun – en elektrisk bedøvelses- og aflivningsenhed, der lammer nervesystemet hos hummere. Men det kan også være at dyrenes bare lammes og stadig er ved bevidsthed.
Er det så godt nok? Det mener vi ikke i Dyrenes Alliance. I stedet bør man helt stoppe med at se hummere som noget, vi mennesker skal spise. Det opnås bedst ved at skifte til plantebaseret, vegansk kost. Der findes allerede mange lækre og sunde alternativer til krebsdyr og fisk, som kan købes i flere og flere supermarkeder. Et valg om at blive veganer, er et valg om at sige nej til hummernes, og alle andre dyrs, lidelser. Det er dét, vi mener, er bedst for hummerne.
🧠 Vidste du?
Hummere bliver typisk mellem 30-40 år gamle – desværre bliver mange fanget og kogt ihjel som helt unge.
Hummere bruger komplekse kommunikationsformer bl.a. gennem kemiske signaler, visuelle tegn og lavfrekvent summen.
At koge hummere levende er forbudt i Schweiz, på grund af deres evne til at føle smerte.
Hvad kan du gøre?
Vegansk etik insisterer på, at alle følende væsener har værdi i sig selv. Hummerens liv er ikke mindre værdifuldt, bare fordi den lever under havets overflade. Hummernes lidelser er desværre ikke et enkeltstående eksempel på havdyr, som lider for menneskets skyld. Det er på tide, vi udvider vores empati – og lader havets skabninger være i fred.
Men det handler ikke om perfektion. Det handler om at tage stilling. Når vi vælger, hvad vi spiser, vælger vi også, hvad vi støtter. Du kan derfor: