Samværspolitik
Samværspolitikken i Dyrenes Alliance
§1. Formål
Dyrenes Alliance er en ungdomsorganisation med frivillige unge over hele landet og et bredt spektrum af aktiviteter. Størstedelen af vores aktiviteter involverer socialt samvær, hvor vi i fællesskab organiserer os om Dyrenes Alliances formål.
Samværspolitikken har til formål at beskytte alle, der deltager i aktiviteter arrangeret af Dyrenes Alliance - herunder frivillige, medlemmer, ansatte, deltagere, gæster og samarbejdspartnere. Politikken skal både forebygge overgreb og grænseoverskridende adfærd samt sikre klare retningslinjer for håndtering af situationer, hvor grænser overskrides.
Politikken gælder for alle Dyrenes Alliances aktiviteter - både fysiske og digitale - herunder sociale medier, interne kommunikationskanaler, arrangementer, rejser og ophold.
§2. Overgreb
Dyrenes Alliance tolererer ikke overgreb af nogen art - fysiske, psykiske eller seksuelle.
Overgreb omfatter handlinger eller undladelser, der påfører en anden person fysisk, psykisk eller følelsesmæssigt ubehag. Psykiske og seksuelle overgreb er bredt definerede kategorier, og det forventes, at alle udviser ansvarlig og professionel dømmekraft med henblik på at opretholde et trygt og velfungerende miljø.
Det er et grundlæggende princip, at det er bedre at gribe ind tidligt og forebyggende end at vente, da der kan være mange gråzoner - særligt i relation til psykiske og seksuelle overgreb.
Eksempler på overgreb kan være, men er ikke begrænset til:
verbale angreb, trusler eller nedværdigende tale
isolering, systematisk ignorering eller mobning
krænkelse af privatliv eller blufærdighed, herunder uønsket nøgenhed eller eksponering
at tage, dele eller opbevare uønskede billeder eller video
uønsket berøring
nærgående, intimiderende eller grænseoverskridende adfærd
misbrug af magtforhold
Overgreb kan finde sted, selvom den udsatte person ikke siger fra. Det kan fx skyldes beruselse, chok, angst, panik, apati eller en fastfrossen sindstilstand, der gør det vanskeligt at opretholde egne grænser. Overgreb kan også opstå i relationer med et ulige magtforhold, uanset om dette er eksplicit eller implicit.
Der opfordres i vidt omfang til at søge aktivt samtykke ved nærgående eller personlig adfærd. Samtykke skal være frivilligt, informeret og kan til enhver tid trækkes tilbage. Manglende modstand eller protest er ikke samtykke. Eksempler på samtykkespørgsmål kan være:
Er det i orden, at vi sidder tæt?
Er det okay, at vi taler om dette emne?
§3. Sociale medier
Dyrenes Alliance anerkender og følger de gældende aldersgrænser og retningslinjer for brug af sociale medier som fx Facebook, Instagram, Snapchat, X (Twitter) m.fl.
Politikken gælder for al digital adfærd relateret til Dyrenes Alliance - herunder opslag, kommentarer, private beskeder, lukkede grupper, screenshots og videresendelser.
Digitale billeder og video deles ofte i Dyrenes Alliance, og der forventes ansvarlig og respektfuld brug. Man skal respektere andres ønsker om ikke at blive fotograferet eller delt. Man må ikke dele indhold, der kan gøre en person utilpas, udsat eller utryg.
Hvis man er i tvivl, skal man altid indhente samtykke, før indhold deles.
Kommunikation mellem voksne og unge under 18 via sociale medier eller private beskeder skal ske med særlig opmærksomhed og professionalisme og så vidt muligt via åbne eller fælles kanaler.
§4. Unge under 18
Når børn og unge under 18 deltager i Dyrenes Alliances aktiviteter, har alle frivillige, koordinatorer og ansatte et særligt ansvar for deres trivsel, sikkerhed og tryghed.
Omsorg og vanrøgt
Vanrøgt forstås som forsømmelse af børn og unges basale behov. Under Dyrenes Alliances arrangementer - særligt ved længerevarende ophold - skal der i rimeligt omfang sikres adgang til:
mad og vand
hvile og søvn
trygge relationer og voksenkontakt
passende hygiejne og tøj
hjælp til at søge relevant sundhedsfaglig vurdering ved behov
Samvær og kommunikation
Samvær med børn og unge skal altid foregå på deres præmisser. Voksne har altid ansvaret for relationen og for at sikre tydelige, stabile og respektfulde grænser.
Man skal være opmærksom på børns og unges signaler, særligt tegn på ubehag, stress eller frustration. Kommunikation skal være klar, tydelig og alderssvarende. Ironi, sarkasme og dobbelttydig humor bør undgås, da det kan være vanskeligt at aflæse.
Hvis man er i tvivl om adfærd eller signaler, skal man spørge åbent og respektfuldt.
Seksuelle handlinger og overgreb
Seksuelle overgreb mod børn og unge omfatter enhver situation, hvor en person inddrager et barn eller en ung i seksuelle handlinger, herunder produktion eller deling af krænkende billeder.
Ifølge Straffeloven er det ulovligt at:
have samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
have samleje eller anden kønslig omgang med en person under 18 år, hvis personen er betroet én til opdragelse, eller hvis forholdet beror på groft misbrug af alder, erfaring eller magt
Som frivillig, koordinator eller ansat i Dyrenes Alliance er man betroet børn og unge til omsorg og opdragelse. Seksuelle eller romantiske relationer mellem voksne i Dyrenes Alliance og unge under 18 er aldrig acceptable - uanset samtykke.
Blufærdighedskrænkelser af børn og unge tolereres ikke.
Indgrebs- og underretningspligt
Du har pligt til at gribe ind ved alle former for overgreb mod børn og unge. Det kan indebære at stoppe en igangværende situation eller tilkalde relevante myndigheder.
Efter en akut situation skal Dyrenes Alliances kontor orienteres hurtigst muligt, så organisationen kan overtage det videre ansvar. Man bør så vidt muligt undlade selv at efterforske sagen, afhøre involverede eller lægge ord i barnets mund, da dette kan forstyrre en eventuel politiefterforskning.
Ifølge Serviceloven har man pligt til at underrette myndighederne, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vold, mishandling eller vanrøgt fra forældres eller andre omsorgspersoners side.
§5. Andre forhold
Kønsopdeling og faciliteter
Dyrenes Alliance har som udgangspunkt ikke kønsopdeling. Der bør tilstræbes adgang til private bade- og omklædningsfaciliteter. Ønsker om kønsopdeling eller særlige hensyn - fx relateret til kønsidentitet, religion, traumer eller personlig tryghed - kan altid rettes til Dyrenes Alliance og vil blive vurderet konkret.
Mad
Maden i Dyrenes Alliance er plantebaseret. Animalske produkter er uønskede til Dyrenes Alliances arrangementer. Der skal så vidt muligt tages hensyn til allergier, sygdomme og andre særlige kostbehov.
Alkohol og rusmidler
Alkohol er ikke forbudt, men overdrevet beruselse tolereres ikke, da det kan være til gene og skabe utryghed. Der skal føres særligt opsyn med unge under 18 år, og alle gældende alkoholrelaterede love skal overholdes.
Ingen euforiserende stoffer er tilladt. Det er ikke tilladt at medbringe, indtage eller være påvirket af euforiserende stoffer, herunder hash.
Diskrimination, chikane og adfærd
Dyrenes Alliance tolererer ikke diskrimination på baggrund af fx køn, kønsidentitet, seksualitet, religion, etnicitet, hudfarve, alder, handicap eller neurodivergens.
Chikane - både fysisk og digital - mod foreningens frivillige, medlemmer og ansatte tolereres ikke.
I Dyrenes Alliance forventes alle at behandle hinanden med respekt, venlighed og empati. Vi stræber efter et inkluderende fællesskab, hvor mangfoldighed værdsættes, og hvor alle føler sig trygge, hørt og respekteret.
Når du deltager i Dyrenes Alliances aktiviteter, arrangementer eller offentlige sammenhænge - herunder iført DA-merchandise - repræsenterer du organisationen og fungerer som ambassadør. Det indebærer:
professionel og respektfuld adfærd
overholdelse af Dyrenes Alliances værdier
positiv og ansvarlig kommunikation
at undgå adfærd, der kan bringe organisationen i miskredit
§6. Håndtering af brud på samværspolitikken
Ved brud på eller mistanke om brud på samværspolitikken skal Dyrenes Alliances generalsekretær, vicegeneralsekretær, forperson eller næstforperson underrettes hurtigst muligt.
Ved mistanke om kriminelle forhold skal politiet og relevante myndigheder underrettes først.
Dyrenes Alliances ledelse kan iværksætte nødvendige foranstaltninger, herunder bortvisning, for at sikre tryghed for alle involverede. Repressalier mod personer, der i god tro indberetter bekymringer eller overtrædelser, tolereres ikke.
Sidst ændret og godkendt af DAs ledelse: 9/2/2026