At spise plantebaseret er den lækreste løsning på klimakrisen


Stor succes - KlimaUdfordringen fortsætter!

Hvert år afholder vi KlimaUdfordringen i samarbejde med Greenpeace og Plantevækst. Normalt er det muligt at melde sig til, indtil midten af januar - men i år, har vi haft så stor efterspørgsel på at fortsætte - så du kan stadig nå at melde dig til! Er du interesseret i bæredygtighed, klima og miljø? Og er du interesseret i, at undersøge om en plantebaseret kost kan være noget for dig? Så læs med her, og få et indblik i, hvorfor du skal melde dig til KlimaUdfordringen 2023!


 

Hvad er KlimaUdfordringen?

Flere tusind mennesker – både i Danmark og rigtig mange andre lande – starter året med at udfordre fastgroede vaner og skifte animalske produkter som kød og mælk ud med planter. Og det gør en forskel for klimaet. For det at spise plantebaseret er faktisk den handling, der alene kan reducere dit klima- og miljøaftryk mest.

Samtidig er det både lækkert og sundt at spise plantebaseret. Derfor arrangerer Greenpeace KlimaUdfordringen i samarbejde med Dyrenes Alliance og Plantevækst her i januar.

KlimaUdfordringen er en hjælp og inspiration til dig, der gerne vil spise grønnere. Når du tilmelder sig, får du i 22 dage daglige e-mails med madplaner, opskrifter, udfordringer og viden om ernæring, miljø og klima. Og fra tidligere deltagere ved vi, at de nye madoplevelser også kommer til at betyde grønnere madvaner, når udfordringen er ovre.


Hvilken forskel for klimaet gør vores mad?

Produktionen af landbrugsdyr står for næsten en femtedel af klimagasudledningerne globalt og optager 83 procent af klodens landbrugsjord. Ja, faktisk fylder produktionen af landbrugsdyr så meget, at det svarer til hele Nord- og Sydamerika tilsammen!

Men selvom landbrugsdyrene fylder så utrolig meget, så forsyner de kun den globale befolkning med 18 procent af kalorierne og 37 procent af proteinerne i vores kost.

Hvis hele verdens befolkning spiste en bæredygtig kost, den såkaldte Planetary Health Diet, og vi samtidig halverede det globale madspild, kan vi frigøre 60 procent af landbrugsarealerne globalt.

Tænk lige på al den skov og natur, vi kunne skabe plads til. Det vil ikke alene gøre en enorm forskel for klimaet, men også klodens hårdt pressede biodiversitet.

Arter udryddes i disse år i et tempo, der har fået forskere til at tale om en sjette masseuddøen – et fænomen, som skete sidst, da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden. Så det er virkelig på høje tide, at vi især i et land som Danmark kommer i gang med at tage gaflen i den anden hånd og udskifte kødet på tallerkenen med bælgfrugter og grøntsager.

Danskerne har en kedelig rekord

Danmark ligger helt i toppen både i Verden og i Europa, når man ser på klimaudledningerne fra vores mad. Det er en kedelig rekord at have, når vi står midt i en akut klimakrise.

Det fik for to år siden myndighederne til at opdatere de danske kostråd, så de nu ligger ret tæt på Planetary Health Diet – dog tilpasset danske spisevaner, hvilket særligt giver sig til udslag i en højere anbefalet mængde mælkeprodukter.

Anbefalingen lyder nu på højest 350 gram kød om ugen, hvor danskerne især skal skære ned på forbruget af okse- og svinekød. Og Klimarådet har regnet ud, at hvis alle mennesker i Danmark følger kostrådene, kan vi spare klimaet for op til 3,9 mio ton CO2. Det svarer til at køre næsten 20 millioner gange i en dieselbil fra København til Paris.


Mange vil gerne ændre madvaner

Vi er dog langt fra målet, for en gennemsnitlig dansker spiser i dag tre gange mere kød end anbefalingen – og langt over dobbelt så meget som gennemsnittet for verden. Og selvom flere og flere danskere bakker op om at begrænse kødforbruget, har de svært ved at gennemføre forandringen.

Der er nemlig rigtig mange barrierer, der står i vejen. Ikke mindst vaner, og hvad der opfattes som det normale i de sociale sammenhænge, vi indgår i.

Er du en af de mange, der gerne vil spise mindre kød og mælkeprodukter og prøve kræfter med nye råvarer som for eksempel bælgfrugter, så er KlimaUdfordringen måske lige det, du har brug for for at komme i gang.

Vores mål med KlimaUdfordringen er ikke, at vi alle skal blive veganere, men at give dig inspiration, ny viden og forhåbentligt nye yndlingsretter, så du nemmere kan give planter en meget større plads på i dit køkken fremover.

Jeg håber, du har lyst til at være med!

 
 
Forrige
Forrige

Debatindlæg: Der mangler politisk mod og vilje til at lukke minkavl i Danmark

Næste
Næste

Pressemeddelelse: Ungdomsforening vil lukke havbrug for altid