Grønnere kantiner for en grønnere fremtid

I Dyrenes Ambassadør har vi slået os sammen med flere plantebaserede organisationer og virksomheder, som deler vores mål for at fremskynde omstillingen til plantebaseret kost på kantinerne i Danmark. Læs mere om vores samarbejdspartnere her.

Hvorfor plantebaseret?

Der er mange grunde til at tilbyde flere plantebaserede retter på kantinerne. Her er nogle af de største grunde:

Sundhed    I kostrådene står der, at vi skal spise mange flere planter end vi gør i dag, og det er vigtigt at børn og unge lærer gode madvaner i en tidlig alder. Ved at servere masser af grøntsager, bælgfrugter, nødder, frø og frugt for dem, sikrer man, at de får dækket alle deres behov samtidig med, at de lærer, at sund mad kan være rigtig lækker!

Klima og biodiversitet    Over en tredjedel af Danmarks CO2æ udledninger kommer fra landbruget, og 80% af det danske landbrug består af dyr. Det betyder også, at halvdelen af landet bruges på at dyrke foder til husdyrene, hvilket lægger et enorm pres på natur og biodiversitet. Vi har en pligt til at lære de næste generationer, hvordan de passer på planeten og naturen - og det starter på vores tallerkener.

Inklusion    Mange mennesker lever med fødevareallergier, hvoraf nogle af de mest almindelige i Danmark har animalsk oprindelse (skaldyr, mælk, fisk og æg). Mange andre er laktoseintolerante, andre vælger nogle fødevarer fra af religiøse grunde (oftest animalske), og andre vælger at spise vegansk eller vegetarisk af etiske, sundheds- eller klimarelaterede grunde. Plantebaserede retter er iboende inkluderende over for alle de mennesker.

Afgifter    Vidste du, at plantebaseret mad oftest er billigere end det animalske alternativ? Vi ved, at alle institutioner har en budget, som de skal overholde, og at frygten for at satse på de plantebaserede muligheder ofte bunder i en opfattelse af, at de er dyrere. Det er dog for det meste en misforståelse, da flere undersøgelser peger på den veganske kost som værende den billigste!

Dyrene    De dyr, vi spiser, er følende og sansende væsner, der bliver produceret under fangeskab, undertrykkelse, vold og smerte. I Danmark lærer de fleste forældre deres børn, at det ikke er i orden at mishandle andre dyr - men samtidig er det blevet normaliseret, at ikke-menneskelige dyr bliver mishandlet og dræbt, for at vi kan spise deres kød og drikke deres mælk. Men med den viden vi i dag har om dyr, kost og sundhed, er der ingen tvivl om at man sagtens kan trives uden animalske produkter i sin kost. Ved at spise vegansk er man medvirkende til at reducere andres lidelse, og samtidig sige fra over for industrierne der profiterer på at udnytte ikke-menneskelige dyr.

Gratis workshops til kantinepersonale

Selv om alle de ovennævnte er gode grunde til at gå mere i den plantebaserede retning, så ved vi, at ændringer ikke altid er nemme. Det er grunden til at vi, sammen med vores samarbejdspartnere, tilbyder gratis workshops til kantinemedarbejdere, hvor vi blandt andet deler opskrifter og information om plantebaserede retter.

Workshoppene bliver tilbudt af både Organic Plant Food og af Plantevækst, afhængigt af deres tilgængelighed, hvor i landet I befinder jer og antal tilmeldte. De har begge meget erfaring med at holde workshops for kantinemedarbejdere, og har fået rigtig gode resultater. Deres workshops er til dels teoretiske, hvor man lærer om fordelene ved at forøge indtagelse af plantebaserede fødevarer, og til dels praktiske, hvor man lærer at bruge forskellige produkter og bliver inspireret med lækre plantebaserede retter (kantinerne står selv for indkøb af fødevarerne).

Samarbejdspartnere

Organic Plant Protein er en virksomhed hvis mission er at støtte og styrke den vigtige overgang til en mere plantebaseret og bæredygtig kost. Det har de gjort i mange år, blandt andet gennem workshops for mange kantiner i Danmark. Stifterne startede også virksomheden Hanegal for 25 år siden, og kastede sig ud i at producere veganske produkter i 2019 under navnet PlantMate. PlantMate produkter sælges nu i mange supermarkeder og grossister i Danmark. 

Plantevækst har arbejdet utrætteligt for at fremme plantebaserede muligheder i Danmark siden 2019. De har udgivet guidebogen Det Plantebaserede Køkken som en hjælp og inspirationskilde til restauranter og andre køkkener, samt andre ressourcer som hjælper dem med at gøre plantebaserede retter mere tilgængelige og appellerende. De har holdt en del lærerige madlavningsworkshops, blandt andet med Kolding Kommunes største kantiner.

Naturli er Danmarks største plantebaseret virksomhed. Siden 1988 har de arbejdet på at lave erstatninger til de hverdagsprodukter vi alle kender, som smør, hakkekød og mælk. De er efterhånden at finde i samtlige supermarkeder, både i Danmark og mange andre lande, og deres produkter er fantastisk nemme at bruge, samt meget bedre for kloden og for dyrene.

Factory Farming Awareness Coallition (FFAC) er en amerikansk organisation som i over 10 år har arbejdet for et retfærdigt og bæredygtigt fødevaresystem for alle. De har afholdt hundredvis af workshops og foredrag, som både elever og lærere har fået gavn af, og advokerer for flere plantebaserede muligheder på kantinerne i skoler og ungdomsuddannelser.